Optimister og Zoomer sejlede 4 tons kølbåde Den store overraskelse i onsdags på påskelejren i Egå var, at vi skulle ud at sejle i de 4 DS match-racere, som ligger i Trekantområdets Matchrace-center i Middelfart.
Ungerne blev gennet i en bus og kørt til Middelfart, og hvad dagen skulle bringe, blev først afsløret, da vi ankom på havnen i Middelfart.
Under kyndig vejledning af to tidligere stjerner i optiklassen, Søren Tønder og Jess Anderson, blev de ca. 80 unger guidet gennem en træningsseance og nogle indledende runder i 12 hold, hvoraf de 4 hold hele tiden sejlede mod hinanden.
Trænerne var med ombord, men kun som passive observatører, som kunne gribe ind, hvis der var risiko for skader. Vi droppede spilerne, og så var det ellers superfedt at se, at de små hold på 6-7 opti- og zoom-sejlere sagtens kunne håndtere sådan nogle 4 tons sejlbåde i 5-8 m/s !! Godt gået unger!!! De 12 hold var inddelt efter sejlernes fysiske størrelse, og det betød i praksis, at hvert hold både havde relativt uerfarne sejlere og meget erfarne sejlere.
Alle fik roller ombord, og sejlerne lærte rigtig meget af hinanden. Det var eksempelvis rigtig godt at høre holdene diskutere taktikken på banen før, under og efter sejladserne.
Vi sluttede af med en finale, hvor de tre mest vindende hold samt et wildcard hold sejlede to sejladser mod hinanden, og der var rigtig gode muligheder for at se på fra molen for de resterende sejlere. Dagen var en stor succes og eneste klagepunkt har været, at de gerne ville have haft endnu mere tid i bådene. Generelt må vi sige, at vi aldrig før har haft så dårlig en vejrmelding til vores påskelejr i Egå – og det på trods af, at det er femte år i træk, at vi holder den.
Det har betydet, at hver eneste dag har vi virkelig trænet igennem, som om det ville blive den sidste træningsdag på lejren. I dag kom vi fx først ind med de sidste sejlere kl. 18.15, og så skyndte vi os over at spise aftensmad, inden vi skulle se X-factor semifinale fredag aften. Klokken 22 sov ALLE... Det er altså blevet til rigtig mange timer på vandet i ugens løb, og vi kan godt mærke på sejlerne, at de er ved at være møre. Hvem havde troet, at vi kunne få teenagere til at sove kl. 21.15??? Om vi får sejlet i morgen lørdag, ved vi ikke. Personligt tvivler jeg lidt, for DMI varsler temperaturer omkring frysepunktet og vindstød op til 20 m/s, men hvem ved – vi er blevet overrasket før. Måske laver vi en turnering i havnen? Når stævnedagen lørdag er overstået, sender vi de 20 b-sejlere hjem og siger tak for denne gang til dem, og vejrmeldingen ser markant bedre ud for søndagen, hvor a-opti og zoomerne så kan få lidt sejladser i hus. Lige nu lader vi nok ungerne sove lidt længe i morgen, og dropper morgenløbet, for jeg har lige kigget ud, og sneen vælter ned…. Masser af glade sejlerhilsner fra Egå Mini
Bilag:
Omtale på Baadmagasinet.dk den 25/3
Pressemeddelse fra TMC - som også omtaler ny mulighed for efterskoleophold med sejlads på skemaet
Billedtekst: Team building på matchracere for Glade Optimister - en ny spændende idé som blev gennemført fredag. STOR tak til Trekantsområdets Matchrace Center og alle andre som har gjort det muligt
 |
|